Debat

"Inklusionen ser måske fin og rigtig ud på papiret. Men i praksis efterlader den en skole, der hverken er til at være i for børn eller voksne", skriver Mette Frederiksen.

Lærer: Nej Tesfaye, inklusion er ikke noget at smile af

Undervisningsministeren taler ned til de professionelle i skolerne, når han turnerer rundt med historien om, at det går godt med inklusionen. For folkeskolen er tværtimod ved at smuldre på grund af inklusionskravene, mener Mette Frederiksen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

”Når jeg rejser rundt i landet, så oplever jeg, at alle smiler. Både børn og voksne”.

Sådan lød det fra undervisningsminister Mattias Tesfaye i et interview med Berlingske i forbindelse med sine besøg rundt på landets skoler.

For det går, ifølge ministeren, godt med inklusionen ude i de danske folkeskoler. Ja, endda meget bedre, end folk tror, må man forstå.

Men hvorfor smiler alle dem, du møder, hr. minister?

Det er selvfølgelig både ærefuldt og spændende at have en minister på besøg. Og det kan heldigvis bringe smilet frem. Men jeg har meget, meget svært ved at forestille mig, at man rundt omkring på landets skoler smiler over inklusionen. Det er ganske enkelt ubegribeligt, hvor han har hentet den forestilling henne. For folkeskolen er ved at bukke under af vrangforestillinger om inklusion og grænseløse hensyn til individet.

Med mit kendskab til skolen og mine mange møder med lærere rundt omkring i landet tegner der sig unægtelig et noget andet billede end det, ministeren tegner. Lærere sygemeldes på grund af stress og øgede følelsesmæssige belastninger. Der findes alt for mange beretninger om lærere, der forlader skolen, fordi inklusionsopgaven er umulig at løfte.

Så nej Mattias Tesfaye, der er ikke meget at smile af. Det forholder sig nærmest modsat.

Smil og stik hovedet i busken

Vi hører, at man som ene lærer skal kunne håndtere situationer, hvor tre elever slås på gulvet efter frikvarteret, den særligt sensitive elev græder og holder sig for ørerne på grund af larmen, eleven med kravafvisende adfærd er på vej ud ad døren inden timen overhovedet er begyndt, to elever slet ikke er kommet ind fra frikvarter, en elev med angst har holdt frikvarter for sig selv og skal hentes tilbage til klassen, to elever med autisme sidder parate til at få timens program repeteret og delt op i mindre enheder for at kunne overskue det, en elev taler ustyrligt grimt og personligt fornedrende til læreren, fordi hun ikke kan håndtere at blive bedt om at sidde ned og være stille, og en elev står klar med kritik af gårsdagens lektie, som hans forældre i hvert fald syntes var rigtig dum og meningsløs.

Folkeskolen er ved at smuldre indefra af inklusionskravene. Den falder helt fra hinanden, hvis vi ikke passer alvorligt på. Derfor skal der værnes om skolens opgave, og der skal sikres rammer, der gør det muligt overhovedet at lave skole: Altså at undervise.

Vi kan smile, stikke hovedet i busken og blive ved med at tale i ideelle vendinger om ”en skole for alle”. Men i praksis er det umuligt, som forholdene er lige nu, og jeg mener ligefrem, at det er at tale ned til de professionelle i skolen, når man foregiver, at der overhovedet er noget at smile af, når det handler om inklusion.

For hver eneste dag går vi rundt i en folkeskole, der mange steder bløder. Inklusionen ser måske fin og rigtig ud på papiret. Men i praksis efterlader den en skole, der hverken er til at være i for børn eller voksne.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk