”Hvis jeg skal sige det direkte,
så skal vi have fantasi til at forestille os, at der kan ske ting, som vi ikke
har haft fantasi til at forestille os.”
Det er statsminister Mette Frederiksen, der
taler om fantasi. Vi er tilbage i oktober. NordStream-gasledningen er lige
blevet sprunget i luften af en endnu ukendt aktør – og fantasien er det redskab
statsministeren tyer til. Som en kær ven i nøden.
Men når status quo
destabiliseres, så er fantasien ikke blot en ven – nej, fantasien er selve
forudsætningen for håndteringen af alt det uforudsigelige, og ved dens hjælp at
komme trygt ud på den anden side. Forandret, men stadig i god behold.
Det er godt set af
statsministeren, og på rette tid at fantasiens potentiale bliver talt op.
Det
samme gør professor Lene Tanggaard i Skolemonitor, hvori hun
understreger fantasiens betydningsfulde rolle med ordene:
”Det er, som filosoffen Hannah Arendt har
bemærket, i forbindelse med opdagelse og uddannelse, at vi finder ud af, om vi
elsker verden nok til at tage ansvar for den og af samme grund redde den fra
den undergang, som uden fornyelse og siden ankomsten af nye og unge vil være
uundgåelig. Her spiller fantasi og virkelyst, som er nøgleord i folkeskolens
formålsparagraf, en ganske stor og overset rolle.”
Vi mener, vi lever i en tid, hvor
vi ikke bare skal betragte fantasi som noget barnligt, abstrakt eller ubrugeligt,
men som en nødvendighed.
Det er derfor også vores påstand at fantasien – denne
sværmeriske størrelse, som det kan være svært at få greb om – helt konkret, er
en nødvendig menneskelig færdighed i de sikkerhedspolitisk usikre tider, som
statsministeren adresserer.
Men også når vi på den lidt større klinge skal forholde
os til den store omstilling, og hvordan vi gennem ansvar og kærlighed
modarbejder et forestående biologisk og klimamæssigt kollaps.
For det kræver
fantasi at ændre vaner, traditioner og samfundsindretning.
Fremtidens gulv
Det lidt for fantasifulde barn.
Den verdensfjerne fantast.
Vi kender dem begge. En slags arketyper, som vi alle
har mødt i forskellige stadier af vores livet.
Den første gives i stadigt
stigende grad en diagnose, mens den anden ofte har oplevet den sociale
eksklusions benhårde kulde.
Men måske har vi i disse år og fremover netop brug
for fantastens evne til i hvert fald i tanken at fjerne sig fra den verden, som
de fleste efterhånden har erkendt, er ikke-bæredygtig?
For uden en levende fantasi, skabes
der ingen forestillinger om fremtidige livs- og samfundsmodeller, der er radikalt
anderledes end det nuværende.
Et fantasiløst samfund evner således kun at
forlænge fremtidens gulv med fortidens brædder, og hvis der er noget vi har
brug for, så er det at vi mennesker – individuelt såvel som kollektivt –
begynder at drømme og forestille os samfund, der på én og samme tid er trygge,
retfærdige og bæredygtige, og som er komplet anderledes end dem vi kender til.
Men førend vi som fællesskaber kan realisere disse samfundstyper, skal vi have
forestillet os dem. Bygget dem i vores hoveder. Testet dem. Udfordret dem. Drømt
dem.
Der er derfor også et stort pædagogisk
potentiale i fantasiens kraft, og særligt i disse år hvor stadigt flere vuggestuer,
børnehaver, folkeskoler, efterskoler, gymnasier, erhvervsskoler, højskoler og
andre uddannelsesinstitutioner aktivt begynder at forholde sig til hvordan
netop deres praksis skal forandre sig, hvis den skal gøres aktuel i forhold til
for eksempel bæredygtighedsspørgsmål.
Men fantasiens potentiale kan kun
frisættes, hvis uddannelsessektoren samtidigt forholder sig til spørgsmålet om
fantasiens rolle i forhold til pædagogik, uddannelse og dannelse.
Tør vi sætte fantasien fri?
Skolesystemet som vi kender det i
Danmark har mere end 200 år på bagen, og er i dag en konstant i det danske
velfærdssamfund og en del af årsagen til vores stærke konkurrenceevne.
Men
selvom det har overlevet overgangen fra enevælde til demokrati, to
verdenskrige, globalisering, teknologisering og alt mulig andet, så vil vi
gerne stille spørgsmål ved om uddannelsessystemet på de mest fundamentale
grundantagelser har ændret karakter og udviklet sig?
Vores uddannelsesunivers
har de bedste intentioner om at skabe stimulerende læringsmiljøer og
-situationer, men tør vi sætte fantasi hos børn og unge i centrum af praksis? Og tør vi stå ved at vi ikke – på samme måde
som andre af uddannelsessystemets resultater – ville kunne måle fantasiens
succes?
Set i et langt historisk perspektiv
har man som elev skulle kunne kongerække og den store tabel, og senere hen har
man også skulle lære at deltage aktivt såvel som lyttende i en samtale og endnu
mere til.
Men det til trods, så har uddannelsessystemet været uhyggelig god til
at pille fantasien ud af sine elever og studerende.
Den fantasi, som mange børn
bringer med sig fra deres allertidligste år, og som har drevet mange forældre,
pædagoger og lærere til vanvid; barnets evindelige ”hvorfor, hvoffer dit og hvoffer dat?”, som vi alle kender fra
sangen om ’SpørgeJørgen’ fra 1938.
Er det fordi fantasi ikke synes nødvendigt?
Eller i værste fald, et irriterende karaktertræk, som bliver betragtet som
barnligt og dermed udannet.
Som Sir Ken Robinson fremhæver det i den til alle
tider mest populære TedTalk: “We don’t grow into creativity. We grow
out of it. Or rather; we get educated out of it”.
Den triste forklaring er, at kreativiteten
lider samme skæbne som fantasien, og at der bag uddannelsesmæssige
nedprioritering af fantasien ligger en rimelig simpel forklaring; I landbrugs-
eller industrisamfundet blev fantasien ganske enkelt ikke anset som en
nødvendig kompetence. Snarere tværtimod.
Der skulle skomageren som bekendt
blive ved sin læst – og SpørgeJørgen skulle holde op med at spørge.
Uddannelse
var noget man kunne blive færdig med, så ens evner kunne blive brugt ude i den
virkelige verden.
Hvis vi strammer skruetvingen, så er det måske vores
manglende fantasi, som gør at vi endnu ikke har taget de nødvendige skridt i
retning af etableringen af en egentlig bæredygtig samfundsmodel?
For vi lever ikke længere i
industrisamfundet, og derfor giver det ikke mening at have et uddannelsessystem,
som pejler efter en forældet samfundsmodels koordinator.
I dag mener vi, at det
eneste præfiks, der giver mening at sætte foran -samfundet er ’omstilling’ – og
hvis omstillingen er præmissen, så er fantasien svaret.
Måske er fantasien
endda for omstillingssamfundet, hvad svendebrev var for industrisamfundet? Med fantasien
i hånd og sind, kan du træde ud i virkelighed og skabe reel værdi.
Ikke ligesom virkeligheden
Der findes skoler, som allerede
har arbejdet aktivt med fantasiens muligheder.
Det kan bl.a. ses i instruktør
Phie Ambos fine film Genopdagelsen (2018), hvor to 11-12-årige elever
fra Den Grønne Friskole, som i forbindelse med et større skoleprojekt omkring
fremtidens samfund, er blevet valg til at være nationalbankdirektører med alt
hvad det indebærer, heriblandt etableringen af et nyt monetært system.
Efter de
med stor entusiasme er hoppet ind i arbejdet, opstår der kort efter problemer,
som viser fantasiens relevans. For som den ene siger:
”Der skal også være
to-kroner. Det skal være de rigtige penge”.
Her bliver makkeren pludseligt
frustreret, og udbryder:
”Jamen, det behøver jo ikke at være det samme, som
der er i virkeligheden”.
Det er præcis læringssituationer som denne, og
ordvekslinger som den beskrevne, der er med til at sætte fantasien i spil hos
eleverne og som for os andre viser dens potentiale, som uundgåeligt
dannelseselement i en folkeskole og et uddannelsessystem, der sætter den store
omstilling, som sit højeste og fineste sigtepunkt.
Vil dette kræve et helt nyt fag?
Skal der fantasi på skemaet mandag formiddag i 8.u? Ja, måske.
Men dagsordenen
er på den ene side for presserende til at vi kan vente på at der udvikles en
afgrænset fagforståelse, bekendtgørelser og forsøgsordninger – og på den anden
side, at fantasidagsordenen er for bred til kun at blive repræsenteret af ét
fag.
’Demokrati’ varetages heller ikke kun af ét fag, men reflekteres i mange
fag og i måden vi møder børn og unge på, og således bør det også være for
’fantasi’.
Det er et dannelsesbegreb – og der er derfor behov for at forankre
det solidt i hele skolens virke, og i alt hvad den gør.
At bruge en krise som afsæt
Ingen krise er så dårligt, at den
ikke er god for noget.
Den russiske invasion af Ukraine har bl.a. fået os til
at omstille vores militær og prioritere energisektoren anderledes.
Vi tror på at
fantasi, i en tid ikke så langt fra i dag, bliver en selvstændig og nødvendig
egenskab ved mennesket og i menneskelige fællesskaber. Særligt i et land som
Danmark uden råstoffer.
Lad os derfor sætte fantasien løs i vores
uddannelsessystem. For børnenes og for den bæredygtige omstillings skyld.
Lad
os udvikle et uddannelsessystem, som bredt set stimulerer fremkomsten af
’utopisk tænkning’ og revitaliserer fantasien!
Kan du forestille dig det?