Økopædagogik i sprogfag: Bæredygtighed kan spille en vigtig rolle i undervisningen

Bæredygtighed, grøn dannelse eller grøn skole. Kært barn har mange navne. Uanset hvad man kalder det, er der en global nødvendighed for at udvikle et ansvarligt handleperspektiv hos både det enkelte individ og på samfundsplan.

Grundskolen er en central medspiller i at uddanne elever til netop at tage medansvar i såvel eget som andres liv; både lokalt, nationalt og globalt.

Her skal man huske på, at bæredygtighed drejer sig om mere end naturfag, og undervisning i bæredygtighed kan have mange forskellige perspektiver. Det kan både være økonomiske, samfundsmæssige, sociale og naturvidenskabelige problemstillinger, der hænger sammen, og man får et forskelligt svar på, hvad bæredygtighed er, alt efter hvilket perspektiv, man anskuer spørgsmålet fra.

Der kan undervisningen i sprogfagene række ud over den nationale dimension med et internationalt og globalt perspektiv for fælles handling.

Sådan kan du planlægge din undervisning

Som underviser i franskfaget i læreruddannelsen og som forsker arbejder jeg med bæredygtighed som undervisningsindhold, som bæredygtige arbejdsformer i organiseringen af undervisningsforløb og som sproglig og kulturel bæredygtighed. Sidstnævnte går på tværs af alle skolens fag.

Jeg vil her komme med et forslag til, hvordan man som sproglærer kan udvikle bæredygtige arbejdsformer i organiseringen af undervisningsforløb med et særligt fokus på franskfaget fra 5. til 10. klassetrin.

Når jeg her bruger begrebet økopædagogik, dækker det både over tematikker i undervisningen og for anvendelsen af det, man kalder det spiraliske princip for undervisning.

I anvendelsen af det spiraliske princip er genanvendelse/genbrug af temaer og progression, der bygger på gentagelse og kontinuerlig udvidelse af videnshorisonten hos elever og lærere, helt centrale elementer i planlægning, gennemførelse, evaluering og videreudvikling af forløb.

Fransklærere kan organisere lektioner og undervisningsforløb ud fra en model i tre faser, der tager afsæt i den sovjetiske psykolog Lev Vygotskijs tanker om stilladsering og ’zonen for nærmeste udvikling’. Modellen bygger desuden på et spiralisk princip, hvor hver enkelt fase gentager og udbygger den forrige. På den måde bygger man hele tiden ny viden oven på allerede tillært stof.

Kort fortalt er udgangspunktet for stilladserende undervisning, at man begynder med det, eleven kan lære ved egen hjælp og derefter fokuserer på det, eleven har brug for at lære sammen med andre med mere viden. Det kan f.eks være en lærer eller en klassekammerat.

Når lærere skal planlægge undervisning ud fra disse principper, kan de derfor begynde med et fælles emne for hele klassen, f.eks. et af FN’s verdensmål, og derefter planlægge selve undervisningen ud fra deres solide kendskab til elevernes forskellige kompetencer.

Måske vælger de, at nogle elever skal lytte til podcasts om emnet, mens andre skal læse fagtekster og besvare spørgsmål, mens andre igen skal arbejde med opgaver af mere problemorienteret og undersøgende karakter. Her er det også vigtigt, at læreren tager afsæt i meningsfulde emner, der involverer elevernes alder og interesser, nysgerrighed, viden og færdigheder.

Tre faser for undervisningen

Når man kobler ’nærmeste udviklingszone’ med det stilladserende og det spiraliske princip, får alle elever mulighed for at lære et fælles emne i deres eget tempo og med forskellig faglig støtte. Samtidig sikrer læreren, at aktiviteter og materialer er udfordrende for alle elever. Det kan umiddelbart lyde som en fremgangsmåde, der kræver meget forberedelse, og derfor kan det være godt at tænke på den stilladserende undervisning i tre faser.

I før-fasen inddrager lærerne elevernes forestillinger og deres eksisterende viden om FN’s 17 verdensmål. Denne fase er en form for brainstorm, hvor alle elever skal have mulighed for at komme til orde, opbygge og dele deres viden, færdigheder og holdninger med de andre elever og læreren.

Før-fasen lægger op til under-fasen, der udgør forløbets eller lektionens kerneaktivitet. Her inddrager læreren den viden, der kom til orde i før-fasen og sætter alle elevers fælles og individuelle nye læring i spil i forhold til emnet, elevernes interesser og faglige viden.

Efter-fasen består af en evalueringsfase, hvor den tilegnede viden anvendes i forskellige former for fælles og individuel evaluering af forløbets indhold, aktiviteter og materialer. Evalueringen kan bestå af forskellige aktiviteter, fx elevfremlæggelser af et analogt eller digitalt produkt eller en quizlet eller kahoot, som giver læreren indblik i elevernes læring.